Mere kvalitet for pengene

At opfylde løfter kræver en sund og veldrevet økonomi. Det giver tryghed og tillid til fremtiden hos borgere, virksomheder og ansatte.

En god kommunal økonomi giver tryghed og grundlag for bæredygtig udvikling. En stabil økonomisk politik med penge i kassen er vigtig for at skabe tryghed i kommunen; for vores borgere såvel som for vores virksomheder.

God økonomi og et godt serviceniveau er ikke hinandens modsætninger. I Det Konservative Folkeparti i Gribskov ønsker vi ansvarlig og realistisk budgetlægning samt orden i og fuld gennemsigtighed omkring økonomien. God økonomi er en forudsætning for et højt serviceniveau. God økonomi giver tillid til, at der ikke venter drabelige besparelser rundt om hjørnet og man ved, at der ikke er skattestigninger på vej.

Stabilitet og forudsigelighed er afgørende. Vi ønsker at vedtage en langsigtet økonomisk politik, som sikrer, at der er overskud på driften, råd til anlægsinvesteringer og ro om skatten.

Vi vil arbejde for, at kommuneskat og grundskyldspromille ikke sættes op og at dækningsafgift ikke er noget vi opkræver i Gribskov kommune. Det giver tryghed for borgerne og virksomhederne.

Når der bliver råd til det, vil vi sætte skatterne ned. Det forudsætter selvfølgelig, at vi kan se, at der er varig luft til det i økonomien.

Vi skal ikke leve eller udvikle for lånte penge. Det Konservative Folkeparti i Gribskov ønsker at sætte tæring efter næring. Det betyder, at gælden skal nedbringes år for år og kassebeholdningen skal opbygges, så vi kan udvikle uden at forøge kommunens gæld.