Mere tid til de ældre

Vi bliver alle ældre en dag. Og det skal man kunne blive med tryghed og forvisning om, at hjælpen er klar, når der er brug for den. Alt andet er urimeligt.

Vi lever længere og længere tid. Og heldigvis har vi det også godt i mange flere år end tidligere. jeg ønsker at alle har en høj livskvalitet uanset alder. Alder skal ikke sætte en stopper for forventningerne, for hvis vi først stopper med det, så forsvinder selvstændigheden, værdigheden og  livsmodet stille og roligt.  

Jeg blev varm i hjertet, da jeg så dokumentarudsendelsen Rollinger på Plejehjem, Her giver de små børn liv og gnist i øjnene på de ældre. Og de ældre giver børnene et nyt perspektiv. Den slags skal vi have meget mere af. Vi skal bruge hinanden og give hinanden indhold i livet på tværs af generationer.

Til gengæld græd jeg, da jeg så dokumentaren om Else på plejecenteret i Aarhus. Hvor mennesket Else var forsvundet. I Gribskov Kommune skal vi gøre alt for, at noget lignende aldrig kommer til at foregå. Alt arbejde med ældre skal være gennemsyret af et menneskesyn præget af respekt for den enkelte. Det kræver stærk og synlig ledelse.

Jeg tror på valgfrihed, både i forhold til hvor man vil bo – og i forhold til hvad man vil bruge sin tid på. Der skal være plads – og nødvendig hjælp – til at have et socialt liv. Bare fordi man har brug for hjælp, skal man ikke miste sin selvstændighed og værdighed.

Jeg mener, at vi skal skabe rammerne for at kunne blive i eget hjem så længe man kan og vil. Det gøres ved at have gode udgående hjælpefunktioner, men også i måden vi planlægger nye boliger. 

Generelt skal vi have respekten for det enkelte menneske tilbage. At blive ældre skal være noget man bliver med tryghed og tro på, at hjælpen er der, når man får brug for den.

Læs mere om vores politik her